Holdbarhed starter i opvæksten

I min optik er det vigtigste, der kendetegner en god hest holdbarhed! Vi bedømmer eksteriør og gangarter og fravælger og tilvælger ud fra disse kriterier, men det er, som næsten alle ved, virkelig surt show, at avle, opfostre og uddanne en hest, der går i stykker, før man når at høste belønningen for indsatsen enten i form af ridemæssige resultater eller en god salgspris. Vi har en enkelt gang måtte tage den beslutning at aflive en plag, der var vokset for hurtigt, stod for stejlt og dermed på trods af at alle sejl var sat til behandlingsmæssigt, til sidst udviklede en bukkehov. Forbandet ærgerligt, for det var en dejlig, velgående plag af god type. Men vi har af bitter erfaring lært, at det simpelthen ikke kan svare sig at blive ved at behandle, fodre og uddanne på heste, hvor der er stor sandsynlighed for, at de ikke holder på sigt. Det er en hæslig og ufattelig svær beslutning at tage. For mig er det næsten umuligt, men jeg har en mand, der er mere skarp: Hesteavl skal kunne svare sig. Og faktisk er den øjeblikkelige sorg mindre end de langsigtede bekymringer, både mentale og finansielle, hvis man lader såden en hest leve og håber det bedste. Men man kan gøre rigtig mange ting i opvækstfasen for at undgå, at situationen bliver aktuel.

Føl, plage og hopper skal i løsdrift

Alle vores føl, plage og avlshopper går i løsdrift. Det sikrer, at de bevæger sig konstant, og det giver dem stærke knogler og muskler. Bevægelse er supervigtigt under opvæksten, og der er videnskabeligt en helt lineær sammenhæng mellem udvikling af opvækstbetinget OCD og mangel på bevægelse. Og hestene trives simplethen bedre i løsdrift end i boks.  De går sammen i flokke af 4-5 stykker, hvor vi forsøger at sætte dem sammen, så der er trivsel og ro i flokken, men også så der er en ældre “skrap” tante, der har lederrollen, og kan lære de unge god opførsel og passende respekt. Det er vigtigt, at der er ro i flokken, for det minimerer skader og stress, og det er ligeså vigtigt, at de unge har en rollemodel. Der er ikke noget skønnere end at træde ind i løsdriften og blive mødt at en flok skønne, kælne plage, som alle gerne vil kradses og kløs de rigtige steder, men som nok ved hvordan man skal opføre sig. Så ved man hvorfor man avler:-).

Foder

Vi fodrer løsdriften to gange dagligt med et foder specielt til føl, plage og drægtige hopper. De unge får ikke mere end 1-2 kg ad gangen, mens hopperne naturligvis får lidt mere, særligt i sidste tredjedel af drægtigheden. Vi fodrer med piller, ikke müsli. Müsli ser ganske vist lækkert ud, men min opfattelse er, at man via udfordring med piller sikrer, at der er det samme næringindhold i hver eneste portion. I en sæk müsli er der mange forskellige ting, der roder rundt mellem hinanden, og du kan ikke garantere, der er det samme i hver skovlfuld foder.

Selvom foderet teknisk set skulle dække vitamin- og mineralbehov, tildeler vi alligevel et separat vitamin- og mineralprodukt. Årsagen er at foderet typisk vurderes at dække det samlede vitamin- og mineralbehov sammen med grovfoderet. Vi får altid analyseret vores grovfoder, og uanset hvor omhyggeligt vi gøder og passer jorden, får vi aldrig hø, der 100% dækker alle næringsbehov. Så i samråd med vores foderproducent, har vi valgt denne løsning, og vi har (7-9-13) ikke haft nogen røntgenanmærkninger på vores heste de sidste mange år.

Wrap

Det er svært at få godt hø i Danmark, og selv om man får lavet et slæt rigtig godt hø, er det ofte for støvet og træls sidst på sæsonen. Vi bruger derfor wrap, også til føl og plage, selvom wrap er stærkere end rigtigt hø. I gamle dage brugte man tommelfingerreglen, at man gerne måtte kunne se ribbenene på plagene: Hellere for tynd end for tyk, var de gamle avleres motto. I de seneste år er man dog gået bort fra det, men jeg tror faktisk ikke, det er så forkert. Det er vigtigt, at holde tilvæksten stabil og langsom, og som forskningen efterhånden også viser for mennesker, er kaloriebegrænsning en måde at undgå mange dårligdomme på. Hestene skal på INGEN måde sulte, de skal have alle de næringsstoffer, de har brug for til at udvikle stærke knogler, muskler og sener. Men de skal altså ikke være overvægtige, som man efterhånden ofte ser. Vi kalder det at fodre med øjnene – hvordan ser hesten ud, bestemmer tildelingen af foder, snarere end den nedskrevne foderplan.  Derfor bruger vi næsten altid 2. slæt til løsdriften, der er mindre “gods” i og selv om der er fri adgang til wraphøet, begrænser vi tilgangen til det via slowfeeders. Vi har faktisk lige fået lavet et ret genialt system, som jeg her vil beskrive.

Slowfeedernet

Vi bruger høhuse, der passer til vores minibig wrapballer. I disse har vi i flere år pakket vores høballer ind i slowfeedernet. Vores heste spiser i de koldeste måneder en minbig hver 3. dag, så det er et stort arbejde når vi skal hente nettet ind, pakke det rundt om en ny balle, køre ballen ud igen (gudsketak og lov for vores minilæsser!!), placere den i høhuset og binde den op, så nettet ikke klumper sig ned over ballen. Vores gamle net var ved at være mere hul end net, og derfor så vi os om efter en ny løsning.

Det er svært at finde gode slowfeedernet til minibig wrapballer, hvor kvaliteten er i orden og hvor de er til at håndtere. I årevis har vi brugt den samme leverandør, men denne gang havde han lavet en ny løsning, som jeg synes er helt genial. På det vedlagte hovedbillede vises denne løsning, som jeg drømmer om, at vi kan bygge og bruge i stedet for høhusene. Som man kan se, er der bygget et høhus på jorden, som er tilgængelig med minilæsseren, og dette er “hegnet ind” af de buer, der er i et normalt høhus. Det gode er her, at hestene æder i deres naturlige stilling og samtidig er høhuset her meget praktisk i forhold til at køre nye baller ind. Dette er lavet i dobbeltstørrelse, men man kan jo sagtens lave det mindre eller dele det mellem to løsdrifter. Det mest geniale er hønettene, der er monteret på en ramme (vi fik vores smed til at lave nogen efter mål – skriv lige hvis du vil gøre det samme, så skal jeg komme med gode råd. Vi måtte lave vores om et par gange, før vi ramte plet), som man simpelthen bare vipper op, når der skal en ny balle ind og vipper ned igen, når ballen er på plads. Enkelt, genialt, hestevenligt og arbejdstidsbesparende!

Vi har lavet vores rammer, så de passer ind i de høhuse, vi har, så vores nuværende løsning er ikke helt så genial, som den hvor høhuset er på jorden, men vi kan alligevel mærke den er arbejdsbesparende og fungerer godt i hverdagen. Og så sikrer man samtidig at hestene har konstant adgang til grovfoder uden at de kan foræde sig i den gode wrap.

Minibig i høhus med slowfeedernet